Statens erstatningsansvar for langsommelig implementering af EU-ret

Hvornår ifalder en offentlig myndighed et erstatningsansvar over for private efter EU-retten?

Højesteret afsagde den 19.1.2017 en principiel dom om ovennævnte temaer.

Se link til dommen HER. (sygdom under årlig ferie – erstatningsferie – Beskæftigelsesministeriet).

EU-Domstolen fastslog 10.9.2009 i sag C-277/08, Pereda mod Madrid Movilidad SA, at arbejdstidsdirektivet er til hinder for nationale regler eller kollektive overenskomster, hvorefter en arbejdstager, som er syg under sin årlige ferie som fastsat i ferieplanen fra arbejdsgiver, ikke har ret til efter raskmelding at afholde sin årlige ferie på et andet tidspunkt.

Dansk ferielov blev derfor ændret ved lov 377 af 28.4.2012 (ny paragraf 13, stk. 7) med ikrafttræden 1.5.2012.

Højesteret fandt, at denne ændring burde have været implementeret allerede den 1.1.2011 – og ikke så sent som den 1.5.2012.

Den sygemeldte ansatte var syg i sommeren 2010 – altså før lovændringen. Han havde derfor ikke krav på erstatning.

Siden EU-dommene i Francovich mod Italien fra 1991 (C-6/90 og C-9/90) og Brasserie du Pêcheur SA fra 1996 (C-46/93 og C-48/93) skal tre betingelser være opfyldt for at statuere et ansvar for et af medlemsstatens organer inklusiv domstolene i sidste instans efter EU-retlige principper:

1. Har den bestemmelse, der er overtrådt, til formål at tillægge borgerne rettigheder efter EU-retten?
2. Er den konkrete myndigheds overtrædelse af EU-retten “tilstrækkelig kvalificeret” til at udløse et erstatningsansvar for en medlemsstats organer efter EU-retten?
3. Der skal være direkte årsagssammenhæng mellem statens overtrædelser af sine EU-retlige forpligtelser og skadelidtes økonomiske tab.

Betingelse 2 afspejler, hvor åbenbar, grov og væsentlig statsorganers handlinger eller undladelser skal være for at udløse ansvar.

Som momenter i en samlet helhedsvurdering vil her indgå eksempelvis:

• Er overtrædelsen sket forsætligt eller uagtsomt?
• Hvor klar og præcis er den tilsidesatte bestemmelse?
• Overlader et skøn den tilsidesatte bestemmelse til medlemsstaternes organer?
• Er en eventuel retsvildfarelse undskyldelig?
• Har EU-institutionens holdning været medvirkende til vedtagelse og opretholdelse af de nationale forhold i strid med EU Retten?
• Er nationale foranstaltninger eller praksis opretholdt i strid med EU-Retten?

Alle statens organer kan overtræde EU-ansvarsnormer – inklusiv en stats domstol i sidste instans.

Se hertil EU-Dom C-224/01 af 30.9.2003 i Köbler mod Østrig og UfR 2000.74 H, Unibank A/S mod Rasmussen.

En national højesterets domme vil dog afstedkomme en vis tilbageholdenhed i eventuel ansvarsbedømmelse på grund af domstolenes rolle og funktion som den tredje statsmagt.

I Danmark ses ikke praksis herom på grund af den store tilbageholdenhed med at statuere et erstatningsretligt dommeransvar over for staten.

I Højesterets dom den 19.1.2017 fastslog dommerne som nævnt et ansvar af ovennævnte årsager.

Dommerne fremhævede blandt andet, at det ikke var undskyldeligt efter den vigtige Pereda dom i 2009, at Beskæftigelsesministeriet ventede så længe med lovændringer som til 1.5.2012.

Lovændring burde være sat i kraft 1.1.2011.

Skrevet af den slagkraftige erhvervs- og procesadvokat (H) Steen Petersen.