Danmark mangler regler, hvorefter der nationalt kan gives fornøden økonomisk og ikke økonomisk oprejsning til personer og virksomheder, hvis civile sager har taget for lang tid i retssystemet
Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) blev en væsentlig bestanddel af dansk ret den 1.7.1992, hvor konventionen med tillægsprotokoller og Menneskeretsdomstolens dynamiske konventionspraksis blev lukket ind i dansk ret.
EMRK artikel 6 bestemmer bl.a., at alle sager skal afgøres inden for rimelig tid. Artikel 13 bestemmer, at enhver, hvis menneskerettigheder krænkes, skal have adgang til effektive retsmidler på nationalt plan mod skete krænkelser.
Danmark gennemførte i 1997 en retsplejelovgivning, hvis formål bl.a. var at stramme op på dommernes retsledelse. Retterne kunne herefter fastsætte bestemte frister for aflevering af processkrifter og knytte afvisnings- og udeblivelsesvirkninger hertil, hvis fristerne ikke blev overholdt af parterne. Lovgivningen var direkte affødt af EMRK artikel 6 og EMD’s domme.
Den 1.1.2008 fik vi en bestemmelse i Retsplejelovens § 152 a, hvorefter parter i civile sager og straffesager kan kræve en sag berammet til hovedforhandling og afsigelse af dom, hvis sagen trækker alt for længe ud.
Det må antages, at en parts manglende påberåbelse af denne bestemmelse, kan medføre sagens afvisning i Strasbourg, når der efter endelig dom indgives en klagesag til EMD.
Alle klagemuligheder i det danske system skal være udnyttede, før der kan klages til Strasbourg. Det gælder også muligheden for at søge 2. eller 3. instans bevilling hos Procesbevillingsnævnet.
Det er også praksis i dag, at retterne efter fremkomst af svarskrift fra en sagsøgt part i en civil sag indkalder parterne til et tilrettelæggelsesmøde, hvor bl.a. dato for hovedforhandling kan fastlægges, og sagens stridsspørgsmål afklares.
De krydsende hensyn: at retssagen p.d.e.s. skal behandles grundigt og forsvarligt, men p.d.a.s. inden for rimelig tid, gør det undertiden vanskeligt at vurdere, om menneskeretskrænkelser er aktualiseret.
Hurtighed har undertiden sin pris, og mange følsomme sagers varighed skyldes ofte parternes egen adfærd.
I flere sager ses det, at en klager selv – til dels – har været skyld i sagens samlede varighed, f.eks. med utallige begæringer om udsættelse og/eller mange advokatskift. Sådanne forhold må lastes klager alene.
Men der spores i EMD’ praksis i dag en tendens til at vurdere det samlede sagsforløb, sagens art, omfang og kompleksitet, hvad der står på spil for klager m.m.
"Når EMD til, at sagen har taget for lang tid ud fra en sådan helhedsvurdering, idømmes ofte økonomisk erstatning og torterstatning, se f.eks. Christensen mod Danmark, hvor klager havde skiftet advokat 7 gange, men fik tilkendt ca. 30.000 kr. i torterstatning p.g.a. 11 års sagsbehandlingstid hos sundhedsmyndigheder og domstole."
Den principielle dom, Kudla mod Polen af 26.10.2000, fastslog, at medlemsstaterne har pligt til at etablere effektive retsmidler vedr. retten efter art 6 til at få afgjort retssager inden for rimelig tid ved domstolene.
Ikke desto mindre ses Danmark dømt i f.eks. sagen Christensen mod Danmark 2009, hvor en patientklagesag varede ca. 11 år.
I en anden sag indgik Staten forlig og betalte torterstatning i en miljøsag, der havde varet ca. 22 år.
Selvom enhver under en langvarig retssag har mulighed for at klage til Menneskerettighedsdomstolen (EMD) i Strasbourg, medmindre den danske myndighed og domstol retter op herpå, er det uhensigtsmæssigt, at den, hvis menneskerettigheder krænkes i Danmark, skal være henvist til at klage til en international domstol under en dansk retssags behandling i retssystemet.
Mange vil sikkert befrygte, at det kan skade deres danske retssag, at en international domstol nu involveres, inden endelig dom foreligger i Danmark.
Da EMRK er subsidiær i forhold til danske myndigheder og domstole, og da EMD ikke er en 3. eller 4. retsinstans, der kan behandle en afgjort dansk retssag forfra, taler alt imidlertid for, at alle sager, der implicerer reelle menneskeretskrænkelser p.g.a. for lang sagsbehandlingstid, afgøres i Danmark.
Om det skal være domstolene eller et særligt oprettet klageorgan, der skal vurdere krænkelserne, kan diskuteres.
Hvad hvis klageorganet tager fejl? Skal der så kunne klages over dette til Strasbourg? Og hvor lang tager sagen i så fald?
Efter min opfattelse taler meget for, at det er domstolene, der som led i retssagernes afgørelse, også tager stilling til parternes klagepunkter om for lang sagsbehandlingstid og om påkrævet betaler erstatning herfor som led i den samlede danske retsafgørelse. Det er nemlig således, at en konstateret krænkelse af EMRK kan influere på den verserende retssags materielle indhold, f.eks. ved ophævelse af sagsomkostninger, der ellers skulle have været betalt, ved ” skævdeling” af forpligtelser m.m.
Nogle vil sikkert hævde, at dommerne er inhabile til at behandle klager over retssagernes langsommelige behandling. Omvendt kan det anføres, at EMRK er en del af gældende dansk ret, som dommerne skal tage stilling til også. Dommerne kender den konkrete retssags omstændighederne bedst, og det må foretrækkes, at afgørelse af menneskeretskrænkelser afgøres sammen med den reelle tvist.
Forestiller man sig derfor, at domstolene behandler den konkrete civile sag færdig – uden hensyn til påberåbte krænkelser – og den krænkede part herefter henvises til et dansk klageorgan – og siden Strasbourg – Domstolen – kan det befrygtes, at sagernes varighed nu af den grund trækker ud. Så skal der klages over klageorganets afgørelser om muligt.
Det er mit bestemte indtryk fra mine mange års erfaring med procesførelse i civile sager og straffesager, at danske domstole er lydhøre over for saglige argumenter om menneskeretskrænkelser.
Det må derfor også foretrækkes, at danske krænkelsessager i videst muligt omfang afgøres i Danmark af danske domstole og ikke i Strasbourg, hvor EMD’s sagsbehandlingstid i sig selv er på kant med EMRK.
I Norge spores en udvikling, hvor Norges Højesteret går ret langt i fortolkningen af norsk ret for at undgå klagesager i Strasbourg. De norske højesteretsdommere bruger i vidt omfang EMD og konventionspraksis som inspirationskilder. EMD er ikke en modspiller, men en samarbejdspartner. Måske danske domstole kan lade sig inspirere af denne nationale og dynamiske udvikling.
Parter i retssager bør under alle omstændigheder søge råd og vejledning hos advokater med speciale i menneskerettigheder og procesførelse, således at indsigelser om krænkelser af artiklerne 6 og 13 kan fremføres så tidligt som muligt over for en dansk myndighed og domstol. De er velkommen til at kontakte mig herom.
Klagefristen til Menneskerettighedsdomstolen ændres 1. februar 2022 fra seks til fire måneder.
Klagefristen blev ændret med ikrafttræden af tillægsprotokol 15, der trådte i kraft 1. august 2021. Det fremgår imidlertid af en overgangsbestemmelse i tillægsprotokollens artikel 8, stk. 3, at den kortere klagefrist først træder i kraft seks måneder efter ikrafttræden af protokollen, dvs. den 1. februar 2022.
Formålet var efter forarbejderne at give kommende klagere mulighed for at blive bekendt med den nye klagefrist (”the time limit for submitting an application to the Court should apply only after a period of six months following the entry into force of the Protocol, in order to allow potential applicants to become fully aware of the new deadline”).
Overgangsreglen betyder, at klagefristen er fire måneder for endelige afgørelser truffet efter den 30. september 2021, men at der indtil 31. januar 2022 fortsat kan klages over endelige afgørelse truffet i perioden 1. august til 30. september 2021.
Se tillægsprotokol nr. 15 her.
Se forarbejderne her her.
Relateret indhold
