Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMK) møder nordisk erstatningsret

I begyndelsen af 2000 aktualiseredes spørgsmålet om, hvorvidt man på grundlag af EMK kunne kræve erstatning for menneskeretskrænkelser ved nationale domstole, hvis der fx ikke kunne rejses krav på andet grundlag end Konventionen

Katalysatoren blev EMK artikel 13, der kræver, at de nationale retsordener stiller effektive retsmidler til rådighed for de individer/personer – og virksomheder/ juridiske personer – som omfattes af EMK og udsættes for følelige og intensive krænkelser.

Europadomstolen(EMD) havde i sagen Kudla mod Polen (2000) i en sag om for lang sagsbehandling og krænkelser af artikel 6 udtalt:

Denne udtalelse kan i 2016 sammenholdes med 15. tillægsprotokol, der bl.a. fremhæver Klagesystemets subsidiære karakter.

EMD er således ikke en 3.eller 4. retsinstans, der kan behandle en i det nationale retssystem endelig afgjort sag forfra.

Det overses desværre af mange klagere.

Noget andet er, at EMD har eneret på en fælleseuropæisk fortolkning af konventionsteksterne.

Ellers kunne en medlemsstat blot klassificere visse konventionsbegreber og – krænkelser som hørende under staternes suveræne skøn og domæne.

Dermed kunne en stat undergrave det – også – retssikkerhedsmæssigt fundamentale og vigtige princip om, at den fælleseuropæiske beskyttelse af menneskerettighederne for virksomheder og borgere skal være effektive – ikke kun på papiret, men også i virkeligheden – og derfor kunne gøres gældende så tidligt som muligt og først og fremmest på nationalt plan.

De nationale instanser har bedre forudsætninger og muligheder end EMD for at tage stilling til påberåbte krænkelser af EMK, og til at give tilstrækkelig – økonomisk og ikke økonomisk – oprejsning, så langvarige klagesager i Strasbourg så vidt muligt kan undgås.

Omvendt har EMD eneretten på autonom fortolkning, der dog bygger på, om der i medlemsstaternes retssystemer er consensus- enighed – om er konkret retsområde.

Fra dansk ret kan fx peges på EMDs underkendelse af systemet med negative eksklusivaftaler på arbejdsmarkedet og Jersild sagen om afvejning mellem de krydsende hensyn: Minoriteters/ grønjakkers ære og navn over for journalisters og mediers ytringsfrihed.

Der er næppe tvivl om, at også danske erstatningsregler og ikke mindst erstatningsniveauer i 2016 skal anskues og fortolkes dynamisk og i nutidens lys – navnlig efter inkorporeringen i Danmark af EMK med tillægsprotokoller og dynamisk konventionspraksis den 1/7/1992, jf.lov 285 29/4/1992, jf.lovbkg. 750 19/10/1998.

Danske domstole har hidtil fundet hjemmel i danske lovregler for erstatning og undertiden i EMD’ ledende domme.

Så længe der ikke foreligger en klar og entydig fælleseuropæisk enighed på konkrete retsområder, vil både nationale domstole og EMD være tilbageholdende med at fortolke EMK på en måde, der kolliderer med fx nationale erstatningsregler og niveauer.

EMD kan selvsagt ikke sætte Folketing og national lovgivning ud af kraft, men kan ved staters krænkelser af fundamentale menneskerettigheder foretage en endog meget indgående og intensiv prøvelse af konkrete nationale love.

I Sverige har den svenske Højesteret i NJA 2005.462 (Lundgren) med afsæt i EMK artikel 13, jf. artikel 6, tilkendt en sigtet person økonomisk og ikke økonomisk erstatning på grund af myndighedernes smøl i en sag om økonomisk kriminalitet.

Denne dom er siden fulgt op i NJA 2007.295 om krænkelse af artikel 5 og 6, og i NJA 2007.584 om krænkelse af artikel 8, og NJA 2009.469 om kommunes ansvar for manglende iagttagelse af reglerne i EMK.

Se hertil fx Sandra Friberg, Krænkelseserstatning, Uppsala, 2010, og Philip Mielnicki, JT 2008-2009.357 ff.: Europakonventionen og erstatningsretten – ved vejs ende?

I NJA 2007.747 fik en overvåget forsikringstager, der i smug var blevet filmet af sit forsikringsselskab, ikke erstatning på grundlag af EMK.

Overvågningen var ikke kriminaliseret i Sverige, modsat fx i Danmark.

Højesteret fastslog, at almindelige hensyn til forudsigelighed og forudberegnelighed talte imod at udvide det internationale privatretlige ansvar på denne måde.

I en EMD dom, Verliere mod Schweiz af 28/6 2001, mindede fakta om NJA 2007.747:

Der forelå ikke krænkelser af en overvåget forsikringstagers menneskerettigheder, hvor et forsikringsselskab ville kontrollere art og omfang af hendes skader, før de udbetalte erstatning. Formålet var fuldt ud legitimt.

Dommen er ikke ensbetydende med, at EMK ikke kan finde anvendelse mellem private borgere/virksomheder.

Der foreligger i 2016 en righoldig praksis herom.

Mange er desværre ikke klare over dette vigtige faktum.

De tror fejlagtigt, at EMK kun er relevant i tvister mellem det offentlige og private borgere og virksomheder.

I Norge er Højesteret også gået langt med en EMK konform fortolkning- nogle vil sige: For langt.

Norges Højesteret ses dog at anvende Strasbourg Domstolen mere som en medspiller end som en modspiller.

EMK med 15 tillægsprotokoller og dynamisk konventionspraksis spiller således i dag en ikke uvæsentlig rolle inden for mange juridiske områder, herunder erstatningsansvar og udmålingsniveauer.

Men EMK indeholder ikke i sig selv regler, hvorefter EMD kan idømme erstatning i det nationale retssystem.

Derimod kan inkorporeringsloven fra 1/7/1992, EMK artikel 13, set i sammenhæng med fx artikel 5,6,8 og artikel 1 i tillægsprotokol 1 tjene som vigtig retskilde, inspiration og undertiden som grundlag/løftestang for erstatning for EMK – krænkelser i dansk ret.

Den ledende EMD dom om krænkelser af ejeres menneskerettigheder ved offentlige ekspropriationer og kompensation til krænkede ejere er stadig fra 23/9/1982: Sporrong & Lønroth mod Sverige.

Men det er fortsat op til nationale myndigheder at sikre borgere og virksomheder et reelt menneskeretligt beskyttelsesniveau på rent nationalt plan.

Vil du vide mere om din konkrete retsstilling efter EMK og EU Charteret om grundlæggende rettigheder kan du kontakte den slagkraftige og erfarne advokat (H) Steen Petersen.